Aktiv formiddag i Bad Hindelang! Jeg lagde dagen ud med at stå tidligt op, iføre mig vinterklunset, pakke mit habengut og daffe ud i det henrivende solskinsvejr, som vi i dag er blevet velsignet med efter mange dage med gråvejr og en stigende depressionsrate! Jeg lagde ud med at inspicere Bad Hindelangs katolske kirke for at se påskepyntningen i samme, hvilket var lidt af en guddommelig oplevelse, eftersom den smukke morgensol oplyste Kristusfigurerne, alteret og prædikestolen og gjorde hele oplevelsen enormt storslået. Derefter gik jeg ud til kirkegården, der er spækket med familiegravsteder, hvilket er lidt trist, eftersom man kan se, hvordan kvinder har mistet mænd og børn under 2. verdenskrig og selv er levet videre frem til midt firserne - dog var det en smule opmuntrende, at de nu alle er forenet i én grav og for tiden får lov at bade sig i den smukke morgensol.
Efter mit korte visit i Hindelang lagde jeg kurs mod Bad Oberdorf og traskede muntert rundt mellem alle de søde og karakteristiske huse i området, og jeg slog også forbi den lille kirke, som, grundet dens størrelse og charme, har en enorm tiltrækningskraft. Jeg vandrede videre i det smukke snelandskab og nød solens lunende stråler og svingede et ben forbi Obere Mühle, som har en lille genbrugshandel, jeg gerne ville besigtige, da jeg er på udkig efter et gevir til mit værelse. Det er en ældgammel bygning med knirkende, svajende og mørt træværk, som giver en følelsen af, at gulvet kan briste ethvert øjeblik. Laden bugnede med fornøjelige genstande, men desværre havde de ingen gevirer til salg - derimod kunne man købe udstoppede og støvede fasaner og rovfugle (mine ornitologiske evner er ikke imponerende), hvilket jeg synes var lige lovlig bizart (og ikke på den gode måde!). Bag ved genbrugshandlen, efter en broovergang, ligger et lille museum med gamle genstande og møbler, som ikke er til salg men kun bruges til udstilling - herunder den fantastiske væltepeter, navngivet efter sine evner til at vælte, som ellers kunne have gjort det godt på diverse cykelstier i Danmark. ;-)
www.luitpoldbad.de
Ingen kommentarer:
Send en kommentar