søndag den 31. marts 2013

Indlæg nr. 100: Den ideelle påske.









Min påske anno 2013: 
Påskepynten består af en gul Luitpold-Bad-gummiand placeret på mit badeværelse, påske-tv'et består af 30 fordømt gode afsnit af Twin Peaks, påskemenuen består af en god gammeldaws Döner Kebab (jeg bor jo i Döner Kebab-periferien!), og påskeunderholdningen består af shopping i den nærliggende by.
Det er jo selvfølgelig lidt specielt at fejre de store højtider i udlandet, når man har været vant til at fejre det i familiens skød. Jeg har i Tyskland fejret min 20 års-fødselsdag, jul, nytår, fastelavn og nu påske, men jeg synes kun, det har været interessant at fejre det på en anden måde, end hvad jeg har været vant til, specielt fordi jeg i samme forbindelse har kunnet observere og spørge mig frem til, hvordan tyskerne, og især sydtyskerne, fejrer de forskellige højtider. Tyskerne har i højere grad tendens til at have specifikke traditioner til hver enkel højtid, hvor vi i Danmark måske bare går lidt efter "sprut, øl og æde"-princippet til dem alle. Mine restaurantkolleger var dybt chokerede over, at jeg aldrig har samlet æg i haven eller i huset i påsken, hvilket er så godt som obligatorisk her! Så nu truede de lidt med at gemme ét æg et sted på hotellet, som jeg så ellers kunne bruge de næste par uger på at finde, haha!
På hotellet er der pyntet op med påskeharer, diverse forårsblomster (herunder påskeliljer og krokus), kulørte æg og små påskekyllinger som spreder glæde og fryd blandt hotelgæsterne - især blandt børnene. Desuden er der både i dag og i går blevet disket op med en kæmpe påskebuffet, hvilket betyder, at der har været rigtig godt gang i restauranten det sidste døgns tid.
På arbejdsfronten er jeg i øjeblikket i gang med nogle interviews af personalet, som vil blive brugt på jobsøgningsportaler, angående deres tilfredshed med deres arbejdsplads på hotellet, hvilket skal bruges til rekrutteringen af nye medarbejdere og lærlinge på stedet - særligt sidstnævnte er enormt vigtigt, idet vi skal investere i fremtidigt personale i hotelbranchen.

www.luitpoldbad.de

2 kommentarer:

  1. Har set alle dine skønne billeder og læst dine kommentarer. Vi har da også påsketraditioner, men de er godt nok ved at glide ud. Jeg tror, de anses for gammeldags. Jeg fik dog et gækkebrev fra Sørens kat og måtte kvittere med et påskeæg fyldt med kattemad.

    SvarSlet
  2. Kære mormor. Ja, det er rigtigt, jeg tror måske heller ikke, vores familie er den mest traditionsbundne af slagsen :-) Vi foretrækker bare at hygge os i fri/helligdagene med familien og måmmors, Lenes eller min papas go'e kogekunst. :-) Haha, den var god. Skæg fætter jeg har mig dér :-)

    SvarSlet