onsdag den 20. marts 2013

Bockbierabend!














I går aftes blev der holdt Bockbieraften i festlokalet på hotellet. Bockbier er meget mørk øl med 9% alkohol, som smager mere af fudge og karamel end af øl, og smagen kan egentlig sammenlignes med øllikør, som, i min tid her, har fået en meget lun plads i mit hjerte! Bockbier drikkes primært mellem fastelavn og påske grundet dens historiske betydning, hvilket jeg fik forklaret i går: 

Omkring middelalderen strakte fasten sig fra fastelavn til påsken, hvilket betød, at man skulle afholde sig fra at indtage noget fast føde i denne periode. Det var dog tilladt at drikke, og eftersom Bockbiers egenskaber giver en rar mæthedsfornemmelse, drak folket i München omkring 8 liter af denne øl dagligt. Men den skulle naturligvis godkendes af paven, som i denne tid havde en meget vigtig betydning i den sydtyske kultur, så efter påsken, engang om sommeren (den havde de udtænkt godt), blev en tønde øl bundet fast på et æsel, som ellers måtte traske gennem sommerheden for at nå Vatikanet. En godt lunken, hvis ikke varm, og rystet øl nåede frem til paven, som skulle afprøve den mørke øl: Og grundet hans beundring for Münchenfolkets evne til at drikke dette modbydelige stads, fik deres indtag af Bockbier omkring fasten derfor hans velsignelse.

Til at løfte stemningen på hotellet til Bockbieraftenen blev der disket op med bayersk buffet, harmonikamusik, taler, en forpremiere på min lille film og litervis af Bockbier vom Fass til de tørstende gæster. I forbindelse med min lille premiere fik jeg også kort forklaret de ca. 80 gæster, hvad min film handlede om, hvorfor jeg havde lavet den, og hvem jeg er. Forestil dig Villy Søvndals ikoniske, engelske tale om klimaproblemerne - på tysk - afholdt af en 40 år yngre og kvindelig udgave - det var sådan ca. min præstation! Ej, det gik faktisk super fint, og jeg har også fået rare, rosende, tyske ord med på vejen. Så alt er fryd og gammen her på Hotel Prinz-Luitpold-Bad.

4 kommentarer:

  1. Ja ja. Fornemt. Men pas nu på at Bockbier får fast plads pa bagdelen.
    BF

    SvarSlet
  2. Baronfader, du kan tage det ganske roligt. Det har dog heldigvis altid været pænere at have lidt ekstra på bagdelen en på mavsen.
    Kh Anna.

    SvarSlet
  3. Mormor har været der.Glæder mig, det går så godt.

    SvarSlet