Lørdag var jeg med Denise, hendes kæreste og kærestens nevø til Tuning World-messen i Friedrichshafen, som hvert år tiltrækker flere tusinde til de mange udstillingshaller, hvor privatpersoner og bilhandlere udstiller tunede og nye biler, som eye candy til bilentusiaster fra nær og fjern. De mange haller, hvori en lyd af motorbrummen summede overalt, som messen strakte sig over, var fyldt med pimpede biler med hækspoiler, bilstereo med dertilhørende kæmpehøjtalere, mach 8-udstødningsrør, dyre alufælge, perfekt lakering, indtræk i eksotisk læder, diverse bakspejlslirklichéer, fartstriber, båthorn, tunede ruder og nummerplader med latterligt slang - ja, så med andre ord en verden af Mujaffaer og blondiner, bimbos og players, hoes and brows og hustlers og divaer. Det forekom heller ikke sjældent, at høje, slanke piger, med en barm bestående af det samme materiale som man fuger badeværelser med, blot var ansat til at posere op ad de tunede biler eller skræve henover motorcykler, mens de spidsede læber, hvilket jo også blot er en del af hele biluniverset, og de tiltrak sig da også opmærksomhed, så de gjorde jo deres arbejde godt (dog havde jeg nok foretrukket dem i lidt mere pin up-stil og ikke cult-piger med bodypaint)! Senere på eftermiddagen så vi også et drift show, hvor professionelle driftkørere driftede rundt på en bane egnet til samme - kæmpe røgskyer bredte sig fra deres afbrændte dæk, mens de 2-og-2 eller 3-og-3 synkront driftede i snævre vendinger og undveg at kollidere med hinanden ellers autoværnene, der skærmede publikummet. Der var også en kvinde i blandt de 8 kørere, som blev applauderet af det kvindelige publikum like there was no tomorrow, og stemningen var generelt høj og begejstringen stor! Showet var echt geil!
Da euforien over drift-showet havde lagt sig, drog vi ellers videre mod Lindau og Bodensee, som ligger ca. halvanden time fra hotellet, og hvorfra man både kan se til Østrig og Schweiz, hvor vi nød det lidt fugtige vejr og tog på en restaurant, som havde alt i orden - udover maden... Vi spadserede rundt og knipsede lidt billeder og drog så videre hjemad, hvor vi på vejen også slog et smut forbi Alpsee i Immenstadt, hvor vi fik lidt af solnedgangen med oveni hatten - wunderschön.
Alt i alt en henrivende dag med masser af interessante og anderledes oplevelser, som altid vil være gemt i mine erindringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar