I går var jeg på udflugt med Denise & Alois - først tog vi til Breitachklamm i nærheden af Oberstdorf, som er en klippeslugt, hvor man langs klipperne, og hævet over vandfaldene og bækkene, går på broer. Princippet er lidt det samme som med Starzlachklamm, som jeg besøgte i starten af denne måned - Starzlachklamm var dog ikke helt så overvældende og mere vildnis end Breitachklamm, men til gengæld kunne man få Starzlachklamm mere for sig selv. Det er tydeligt, at Breitachklamm grundet dens fantastiske mulighed for at bevæge sig gennem klippeformationer og lytte til bækkenes heftige brusen, idet man kommer dem så nær, er en kæmpe turistattraktion. Det er den type udflugt, som egner sig til enhver årstid - den skulle specielt være rigtig skøn om vinteren, hvor vandfaldene og det vand, som drypper ned ovenfra klipperne af, danner sig til gigantiske istapper. Grundet den store farerisiko, når al denne is smelter, holder man af sikkerhedsmæssige årsager også Breitachklamm lukket i en længere periode af foråret, og vi er netop kommet til genåbningen. Ydermere var dagen i går også en helligdag, og derfor strømmede turister fra hele Allgäu til seværdigheden, hvilket betød, vi måtte vente en halv time bare på at få en parkeringsplads!
Efter den imponerende vandretur, kørte vi videre mod Oberstdorf, hvor vi slentrede lidt rundt, spiste frokost og nød solskinnet. Efterfølgende tog vi bilen videre mod Kleinwalsertal, som ligger i Østrig på grænsen til Tyskland, hvor det var meningen, vi ville trisse lidt rundt også. Desværre regnede det heftigt, lige da vi kom frem, og vi havde intet praktisk regntøj, så vi blev enige om, at vi altid kan tage derhen en anden dag, hvor vejret er bedre - det ligger kun en halv times kørsel væk.
Efter vores heldagsudflugt vendte vi atter snuden hjem mod Hotel Prinz-Luitpold-Bad. Alt i alt en god dag med spændende oplevelser i dejligt pinsevejr!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar