tirsdag den 12. februar 2013
Kur og kultur.. og natur!
En spandfuld billeder fra de sidste par dage, hvor min mor og mormor har været nede at besøge mig på hotellet. Vi har været en masse ude at gå i det flotte snevejr og kigge på forretninger i Bad Oberdorf, Bad Hindelang og Sonthofen og derudover nydt den flotte natur, og ellers har vi hygget på værelset med diverse (eller de værste) godter. Min mormor fyldte 85 (ligner ikke en frøken over 75) i går, så jeg er blevet velsignet af min chef med et par fridage, hvor jeg får lov at agere gæst i vores smukke restaurant og få lov at se tingene lidt fra gæsternes synsvinkel, hvilket jeg godt kan have det lidt ambivalent med, eftersom man jo pludselig skal serviceres af sine kollegaer. Så jeg er ekstra krævende og ubehagelige disse dage! Eller..
I anledning af fastelavn er her også ekstra mange gæster på hotellet (flere end til nytår), og derfor er der blevet disket op med bayrisk buffet, isbuffet, livemusik i restauranten (med gode gammeldaws schlager-hits) og festlig stemning. Min mama var desuden så betænksom at skænke mig et kilo salmiakbolsjer, som jeg har stillet i køkkenet til fri afbenyttelse af personalet, og hos nogle går vores blodtryksforhøjende, sukkerfyldige, hyperaktiverende, væskeophobende, Alice i Eventyrland-associerende slikvidundere rent ind, men hos andre er den lille salmiak-surprise i midten en mindre nærdødsoplevelse. Til gengæld kan vi jo så spise nogle af deres lækre berlinere og andre kagehistorier, som gæsterne kan snuppe gratis hver dag som en del af pakken (jeg holder mig dog på måtten af hensyn til mit helbred), og jeg drikker i stedet et glas godt skummetmælk.
Jeg har endnu en aften sammen med min mormor og mor i aften og en dag i morgen, så vi skal nok finde på noget mere at se og lave.
www.luitpoldbad.de
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar