Takket være noget nær 100 opdateringer på facebook angående vejrsituationen i Danmark er jeg nu klar over, at der er snevejr i Danmark. Men jeg tror nu hverken, er der er så meget sne eller et så smukt snelandskab som her! Så det kolde vejr motiverede mig mest af alt til bare at holde et par hyggedage indendøre, hvilket har medført, at jeg har nærstuderet spaafdelingen af hotellet lidt. Derfor har jeg både prøvet lys- og lydterapi. Førstnævnte ses også på et af billederne, hvor det fremgår, at der ligger 2 måtter under nogle røde og hvide lamper, som giver lys og varme, hvilket skulle forhindre vinterdepression. Lydterapi foregår i et mørklagt lokale med didgeridoo-percussion-stamme-musik, som medfører et afslappet og drømmende sind. Men der er også lidt visuelle godter til de juleglade gæster på hotellet, da der er blevet pyntet op med julepynt og -dekorationer, og det skulle der selvfølgelig også tages et billede af.
Jeg har desuden hørt en masse spøgelseshistorier om hotellet i dag.. Pigeskrig i svømmehallen, forsvindende motiver fra malerierne der pryder væggene på hotellet og mørkklædte skikkelser i receptionen i nattetimerne. Jeg har dog ikke oplevet nogle The Shining-lignende fænomener på stedet, udover de skæbnesvangre faktorer, at slikskuffen bliver tømt uhyggelig hurtigt, og at min hud ser grusom ud grundet den kolde bjergluft. Så udover jeg ligner en strandvasker, så har hotelgæsterne ikke noget at frygte.
I morgen skal jeg til julemarkedet i Bad Hindelang med en kollega, og mandag planlægger jeg store julegaveindkøb i Kempten. Desuden skal jeg til München onsdag og overnatte, da jeg flyver hjem torsdag. Onsdag er også Klausen - den årlige begivenhed hvor pelsklædte mænd løber rundt og pisker de onde ånder ud af folk med "ruter". Jeg er blevet advaret om, at det især går udover unge blondiner, eftersom de åbenbart er ret skandaløse.. Nå, men lad os nu få at se, om jeg undslipper det grusomme piskeri eller kommer hjem som et voldsoffer.
www.luitpoldbad.de
Sene efterårsbilleder fra i dag hvor jeg har gået rundt i tågen og et billede fra en dag, hvor jeg tog karbad, så I kan se hvor glad jeg er. :D I morgen kommer der sne igen!
www.luitpoldbad.de




I går var jeg i Kempten med min kollega Denise. Kempten er, ligesom mange andre tyske byer, ganske hyggelig, men som mange andre steder er det en kombination mellem nogle hyggelige gader og nogle industrikvarterlignende bygninger. Det ligger en lille bustur og togtur fra Bad Hindelang, og det var faktisk ganske enkelt at komme derhen. Kempten, som jeg tidligere har været på diskotek i, bestod både af shoppingcentre og gader med forretninger, og jeg blev da noget rørstrømsk, da jeg så H&M.. Utroligt hvordan man kan komme til at savne det svenske highstreettøj. Nå, men jeg fik købt mig en jakke (den som ses på billedet med mit ufotogene jeg), som stod helt ualmindelig dårligt til mine bukser, men så kan I da få set den! Efter vores shoppingeventyr var vi på café og derefter gik turen hjem til Bad Hindelang igen, hvor jeg skulle arbejde om aftenen. Men nu kender jeg vejen til Kempten, så jeg kan aflægge den et visit engang i næste uge, hvor det står på julegaveindkøb, så jeg er beredt på min uges hjemrejse i næste uge.
www.luitpoldbad.de
Henover weekenden har jeg haft besøg af min tante og hendes veninde, hvilket har budt på aktiviteter i forskellige afskygninger. Vi har været ude at gå min yndlingsgåtur rundt om Bad Hindelang og Bad Oberdorf, spillet Trivial Pursuit, drukket Bergfeuer, været i Oberjoch (som ligger 10 minutter med bus fra hotellet, hvor man kan stå på ski om vinteren.. Det så lovende ud!) og været til vinsmagning lørdag. WeinNacht (bemærk det lille tyske ordspil) var et arrangement i vores store festlokale, hvor jeg fik den sindsoprivende tjans at fylde vandkrukker hele aftenen, mens gæsterne mæskede sig gennem 6 retter og 11 vine. Det var egentlig enormt hyggeligt, men også en smule trættende, eftersom et sådan arrangement også kræver rimelig meget oprydning. Dog fik jeg den fantastiske frynsegode, at jeg fik lov at smage med på de dyre, tyske vine, som i min optik er yderst delikate. ;)
Nu er jeg på egen hånd igen, og vi må se, hvad de næste dage byder på!
www.luitpoldbad.de
De seneste dage har jeg været i vandrehumør, hvilket har budt på blandede oplevelser, som nogle gange godt kan ryste sjælen lidt. Men smukt er det jo altid! Alle bladene er faldet af træerne, og derfor går man på en sti af visne blade, som lyses op af efterårssolen.
Bemærk lige "graffitien" (høhø) på det sidste billede - det må være lavet af en person, der virkelig nærede et indædt had til is på pågældende tidspunkt.. eller som bare gerne ville være rebelsk! Kunne ikke lade være med at more mig lidt over det.
Her til aften ankommer min tante og hendes veninde, og på lørdag er der WeinNacht (høhø, vinsmagning), og julemarkedet i Bad Hindelang er heller ikke langt forude. Så jeg har nogle ting at se frem til i den nærmeste fremtid!
www.luitpoldbad.de
Så var jeg ude at lufte rulleskøjterne! En mindre nærdødsoplevelse, da de viste sig at være for store og bakkerne i området rimelig heftige. Så det blev kun en mindre tur i det nærmeste supermarked, hvor jeg senere opdagede, at rulleskøjter var strengt verboten! Men jeg slap af sted med det.. Så for at presse citronen er min plan, at jeg næste gang skal komme rygende og rullende derind med en hund for at se, hvor langt jeg kan gå! Eller..
Da jeg kom hjem måtte jeg hjælpe i restauranten pga. det meget arbejde, der var at lave, men jeg blev så også belønnet med et magisk og euforiserende lækkert stykke kage, som kun kunne gøre mit humør endnu bedre! I dag har jeg købt endnu en dirndlbluse til samlingen, og så fik jeg også lige en laaaang snak med ejerne af min yndlingsdirndlforretning. Så planen er, at jeg vil købe en dirndl derinde indenfor den nærmeste fremtid, da der er 25% rabat på alt deres tøj. I morgen bliver vejret endnu engang godt, så jeg satser på at tage ud at spadsere lidt i solskinnet og nyde de flotte, hvide bjergtoppe.
www.luitpoldbad.de